Godt nytår

Nu står vi igen ved et årsskifte, julen er ovre, og julepynten skal gemmes væk det næste års tid. Vi siger farvel til 2016 og goddag til 2017, og det giver anledning til at ønske hinanden godt nytår og til at kigge tilbage på året, der er gået.

2016 har i lighed med tidligere år været et år med høj belægning 98 %, og det vidner om, at der ikke har været mange ledige dage i krisecentret. 44 kvinder og 45 børn har boet i centret i kortere
eller længere tid, hvor hele vores stab har hjulpet og støttet dem på forskellig vis.

Som leder er jeg stolt af og til tider også rørt over at tænke på, hvordan alle bidrager til at gøre et ophold så rart og støttende som muligt. De fysiske rammer udstråler hygge og harmoni – både inde og ude. Det kommer ikke af sig selv, og selv om vi bor i et par gamle huse, så er der til stadighed både ansatte og frivillige, der gør deres bedste for, at her skal være rart og hyggeligt. Den gode og rolige stemning har betydning for alles velvære, så de forskellige udfordringer i hverdagen forhåbentlig bliver mere overkommelige – for store og små beboere, for ansatte og for frivillige. Tak for, at I gør det så godt!

På krisecenterområdet har 2016 været et år med usædvanligt store udfordringer. Der har konstant været pres på pladserne, som man må konstatere, at der er mangel på. For LOKK – vores landsorganisation – har 2016 været et år, hvor manglende bevillinger sendte LOKK til tælling. LOKK har overlevet, men sekretariatet må lukke eller videreføres i en miniudgave. Der er brug for et LOKK som talerør og som samarbejdsorgan for krisecentrene og vores målgrupper. 2017 vil vise, om det lykkes at revitalisere LOKK, hvilket vi vil arbejde for i den ny LOKK-bestyrelse, som Maria Søndergaard og undertegnede nu har ladet os vælge til.

Måske vil der blive brug for frivillig arbejdskraft i det ny LOKK, og vi kan måske bringe nogle af vores erfaringer her fra Ringsted Krisecenter med os. Jeg glæder mig til at høre mere om de nye tanker, som Støtteforeningen gør sig om det frivillige arbejde efter Conny og Rikkes inspirerende kursusdeltagelse, hvor der blev taget udgangspunkt i nogle af vores nyskrevne værdier. Det bliver
spændende at følge.

Jeg vil slutte dette nytårs-skriv med at ønske jer alle et rigtig godt og lykkebringende nytår!

Tak for året, der gik – vi ses i 2017!

Kirsten Hejnfelt