Marts 2017

Så blev det marts, vores første forårsmåned, hvor det pibler med ny energi udendørs. Nede i havens blomstereng er påskeliljerne ved at være pænt fremme. Vi glæder os til at se hvordan løgplanterne vil veksle igen i år dernede.

Det er tid til at begynde med havearbejdet, snart i større stil. Maybritt, vores koordinator for arbejdet i haven, har jo været ude for en ulykke og er langtidssygemeldt, hun fortæller heldigvis, at
alt går fremad på bedste vis.

Så lige nu kan vi bare sige tusind tak til vores grønne frivillige, der støtter op og byder ind med opgaver, de klarer i haven og hos hønsene. Også til Maybritt, der fortsat koordinerer og sender beskeder, om hvem der kommer her og gør hvad.

Ellers er foråret jo tid til generalforsamlinger, det gælder både vores egen Støtteforening og vores landsorganisation, LOKK.

I forhold til LOKK er det spændende, hvordan krisecentrene over hele landet modtager det kommende bud på ny bestyrelse og fremtidsmuligheder.

Her er en lille oplevelse, vi gerne vil dele med jer: For et par dage siden kom en af vores beboere og fortalte, at hun havde stået på terrassen, kigget ud over haven og på aftenhimmelen med den
største stjerne, hun nogensinde havde set med små stråler ud til siderne. Det havde givet hende nyt håb for fremtiden, og hun havde hentet en af de andre beboere, så hun også kunne se det.

Ha’ et fint forår og husk at kigge på himlen.

PS. Stjernen er planeten Venus, og den er lysende og fin på aftenhimlen lige nu.