Donation fra Lions

Voldsramte kvinder og deres børn på Ringsted Krisecenter kan nu komme til Legoland.

Vi har modtaget en donation på 25.000 kroner fra Lions Club i Ringsted.

Pengene blev overrakt af Finn Sørensen, Per Sørensen og Michael Iversen til forstander Kirsten Hejnfelt.

– Vi synes, at Ringsted Krisecenter gør en vigtig forskel for voldsramte kvinder og børn, og vi kan se, at de penge, vi før har givet, bliver godt brugt. Lions donerer ikke penge til drift, men til ting, der er behov for, og Kirsten havde en ønskeseddel med 3 gode formål, siger Finn Sørensen til DAGBLADET Ringsted.

– Vi bliver inviteret til Legoland, men det er en lang tur. Børnene bliver trætte, og kvinderne kan have det svært med at skulle med offentlig transport. I en lejet bus sender vi kvinderne og børnene af sted, og vi sender pædagoger med til at hjælpe dem.

Uden donationen havde vi nok måttet sige nej tak til Legoland. Vi havde i hvert fald måttet søge pengene til en bus andre steder, siger Kirsten Hejnfelt.

Hun har kun tre eksemplarer tilbage af bogen om Ringsted Krisecenters historie, der udkom til centrets 40-års jubilæum i 2018.

– Den var en gave fra Forsorgsmuseet til vores jubilæum. Vi fik 200 eksemplarer, som vi kalder vores »visitkort« – et stort visitkort godt nok, men det fortæller meget om vores arbejde her. Vi har givet bøgerne til blandt andre samarbejdspartnere og vores frivillige. Men jeg har værnet om de tre sidste eksemplarer indtil nu, siger Kirsten Hejnfelt.

Det sidste ønske er en brændeflækker. Centrets have med bålhytte er nemlig populær hos alle og især børnene, som har brug for gode aktiviteter til at lægge tanker om volden bag sig i hvert fald for en stund.

En brændeflækker giver børn mulighed for at være med til at skaffe brænde til bålmaden uden at komme til skade med en skarp økse.

Brændeflækkeren koster cirka 1.600 kroner, så det er ikke et billigt redskab, der nu kan købes for nogle af de 25.000 kroner.

Dagbladet 28-02-2020